Pangasius på vej mod certificering

Omkring 90 procent af verdens pangasius-fisk produceres i Mekongflodens delta i det sydlige Vietnam. Produktionen er i løbet af ganske få år vokset fra næsten ingenting til en eksportindustri på flere hundredetusinde tons om året. Dette har dog haft omfattende konsekvenser for miljøet. Problemerne omfatter blandt andet vandforurening fra f næringsstoffer og medicin- og pesticidrester, der bliver vasket ud i floder og søer. Opdrættede fisk, der undslipper fra dambrugene risikerer at sprede sygdomme til de vilde fiskebestande. Desuden kan fiskenes foder komme fra overfiskede vilde bestande.

I december 2010 forhandlede WWF International med den Vietnamesiske regering og de vietnamesiske opdrættere (heriblandt Vietnam Association of Seafood Exporters and Producers) om at forbedre forholdene i den vietnamesiske produktion. Her blev man enige om at WWF ville flytte pangasius over i en ny kategori der kaldes ’på vej mod certificering’ mod at vietnameserne til gengæld forpligtede sig til omfattende omstruktureringer og miljøcertificering af produktionen efter den ny globale ASC certificering (Aquaculture Stewardship Council). ASC garanterer, at fiskene er opdrættet ansvarligt med hensyn miljø og arbejdsforhold.

WWF står ved, at der er betydelige problemer som skal løses i Vietnam og i produktionen af pangasius. Men for at hjælpe udviklingen på vej og for at støtte vietnameserne i deres store målsætning, opfordrer vi til, at man stadig køber pangasius fra Vietnam. WWF arbejder derfor sammen med nogle af de danske import-virksomheder som er direkte engageret i at fremme ASC-certificeringen og l at vi snarest muligt kan finde ASC-mærkede pangasius i de danske butikker.

For flere oplysninger kontakt WWF, eller se ASC’s hjemmeside.

Fakta om Pangasius
Pangasius er en ferskvandsfisk, der bliver opdrættet i Sydøstasien. De pangasius, der kommer til det danske marked, stammer primært fra Vietnam. Fisken vokser hurtigt, spiser alt og er derfor rigtig god til opdræt.

Vidste du, at…
 …pangasius ligner en haj og derfor også kaldes for hajmalle, mens dens kød mest minder om en rødspætte?