Om Hva for en fisk
Verdens fiskebestande er under pres
50 procent af de globale fiskebestande er udnyttet til det maksimale, og derudover er yderligere 25 procent overudnyttet og helt nedfisket. Verdens fiskebestande er med andre ord under pres, og situationen bliver ikke bedre af, at 25 procent af alle fangster på kloden smides tilbage i havet som dødt udsmid. Læs mere på www.wwf.dk
Der findes mange fiskere, som fanger fisk med respekt for naturen, uden udsmid, og der findes ligeledes mange fiskearter, hvor bestanden er sund og sagtens kan klare at blive fisket på.
Men i Danmark har man som forbruger ikke adgang til de oplysninger, der gør én i stand til at træffe et valg mellem de fisk, der er fanget bæredygtigt og de fisk, der ikke er det – og det er jo umuligt at kende forskel på de ’gode’ og ’dårlige’ fisk, når de først ligger i køledisken. Derfor kan de danske forbrugere være med til at understøtte ubæredygtigt, og i nogle tilfælde ulovligt fiskeri – helt uden at vide det.
Hva for en fisk? – en forbrugerguide til bæredygtige valg
Det har WWF Verdensnaturfonden besluttet at gøre noget ved. Med vores fiskeguide Hva for en fisk? bliver du i stand til at træffe bæredygtige valg, når du køber fisk. Vi har inddelt de danske forbrugeres mest populære fiskearter i henholdsvis røde, gule og grønne fisk. Fiskene er inddelt efter, hvordan bestandene har det, og hvordan fiskene bliver fanget.
De grønne fisk kan du spise med grøn samvittighed; de er fanget eller opdrættet på en måde, der ikke ødelægger havmiljøet, og bestanden har det godt. De gule fisk kan være et godt valg, men spørg i supermarkedet eller hos fiskehandleren og find ud af, hvor og hvordan fisken er fanget. Læs mere om hvad du skal være opmærksom på med de gule fisk her. De røde fisk kommer fra overfiskede eller truede bestande, og/eller er fanget eller opdrættet på en måde, der ødelægger havmiljøet. WWF anbefaler derfor, at du finder et alternativ.
Læs mere om bæredygtigt fiskeri og metoderne bag WWF Verdensnaturfondens fiskeguide her
Brug hvaforenfisk.dk og bliv inspireret til at lave lækre grønne fiskeretter og se hvilke supermarkeder, der har flest bæredygtige fisk i køledisken.
God fornøjelse!