12. november 2008
Det startede i august med Nordsø-silden og nu følger så det atlantisk-skandinaviske sildefiskeri og det østatlantiske makrelfiskeri. Danmarks pelagiske producentorganisation (DPPO) har nemlig meddelt, at de to nye fiskerier indgår i den afgørende MSC-vurdering, det der også kaldes for ’full assessment’. Det betyder, at danske forbrugere får mulighed for at købe dokumenteret bæredygtige sild og makrel om cirka et års tid.
Christian Olesen, chef for DPPO, siger: ”For os er det at naturligt skridt at tage. Vi har tre områder på forbrugsmarkedet. Da vi først var startet med Nordsøens sildefiskeri, var det kun naturligt at fortsætte med vores to andre områder: den atlantisk-skandinaviske sild og den nordøstatlantiske makrel. Da vores markeder i stigende grand efterspørger garanti for bæredygtighed og mange af vores kolleger i den pelagiske sektor får det blå MSC-mærke for vise deres bæredygtighed, er det særligt vigtigt, at vi følger med.
Rupert Howes, administrerende direktør for MSC, siger: ”Det er et afgørende, strategisk skridt, som DPPO har taget. Jeg er meget glad for at kunne byde DPPO’s atlantisk-skandinaviske sildefiskeri og det nordøstatlantiske makrelfiskeri velkommen som de tredje og fjerde danske fiskerier, der gennemgår den endelige vurdering.”
For yderligere information
Kampagneleder Nette Kirkegaard på mobil: 2980 1808.
NOTE:
Hvad er MSC?
MSC er en uafhængig mærkningsordning for miljøvenligt og bæredygtigt fiskeri. MSC blev etableret i fællesskab af Unilever og WWF i 1997. I 1999 blev MSC en selvstændig organisation. Der findes over 500 produkter på hylderne i supermarkeder i fx USA, Tyskland, England og Sverige – og Danmark er også ved at komme efter det.
MSC belønner bæredygtige fiskerier ved at give dem lov til at bære det karakteristiske ‘blå MSC-logo’ på det færdige produkt.
MSC bygger på tre principper:
1) Fiskeriet skal udføres på en måde, der ikke fører til overfiskeri og nedfiskning af den udnyttede art. For de arter, der er nedfiskede, skal fiskeriet udføres på en måde, der fører til genopbygning af arten.
2) Fiskeriet skal udføres på en måde, der bevarer havets økosystem, dets funktioner, struktur og diversitet.
3) Fiskeriet er underlagt et effektivt forvaltningssystem, der respekterer lokale, regionale og internationale love. Fiskeriet er desuden underlagt standarder, der sikrer langsigtet udnyttelse.
Læs mere om MSC på www.msc.org