ASC - Ansvarligt opdrættede fisk og skaldyr
© WWF Madagascar / WWF-Canon
ASC står for Aquaculture Stewardship Council. Det er en ny uafhængig og international mærkningsordning for akvakultur (opdrættede fisk og skaldyr) eksempelvis laks, pangasius og visse muslingearter. Mærkningen garanterer, at fangst og produktion af opdrættede fisk og skaldyr lever op til strenge sociale og miljømæssige krav.
ASC blev etableret i 2009 af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative (DHI) og er stadig under udvikling. Standarderne udvikles uafhængigt af ASC via de såkaldte ”akvakulturdialoger” (arbejdsgrupper), som begyndte i 2004 og koordineres af WWF. Flere end 2.000 personer og en lang række organisationer og sektorer deltager i de globale dialogprocesser.
Der bliver udviklet globale ASC-standarder for 12 arter heriblandt: Laks, varmtvandsrejer, pangasius, tilapia, ørred, abalone og en række arter af skaldyr.
Læs mere om ASC på www.ascworldwide.org