Hvad er bæredygtighed egentlig? Og gør mine indkøb virkelig en forskel?
Læs ’klummen’ og få svar på disse og mange andre spørgsmål her.
Tømmer, ferskvand og fisk er bare nogle af de naturressourcer, vi bruger i sådan en grad, at naturen ikke længere kan følge med. Det er ikke bæredygtigt, hverken nu eller i fremtiden.
Forestil dig, at din bankrådgiver har indkaldt dig til et møde i din bank, fordi der igennem længere tid har været en kedelig udvikling på dine konti, og hun er nervøs for, om du mon er i stand til at styre din privatøkonomi. Hun spørger til dine månedlige indtægter og dine faste udgifter for at prøve at hjælpe dig til at finde ud af, om tingene hænger sammen. Du svarer, at du ikke ved, hvor meget du tjener, og slet ikke har styr på, hvor meget du bruger. Og I bliver derefter enige om, at det nemmeste nok er at løse problemet ved at give dig en ubegrænset kassekredit – uden renter!
Billedet er naturligvis absurd. For når det handler om penge, skal der nok blive holdt styr på indtægter og udgifter, overskud og underskud. Uanset hvor dårligt vores overblik er over vores privatøkonomi, så vil en månedlig saldo altid afsløre, om det går i den rigtige retning. Og uanset, hvor stor en kassekredit vi har, så vil et overdrevent forbrug føre til, at vi rammer bunden før eller siden.
Men hvis vi overfører mødet med bankrådgiveren til den måde, vi forbruger af naturens ressourcer, så bliver den ubegrænsede kassekredit pludselig til en realitet. Gør vi vores regnskab med naturen op, viser det sig nemlig, at vi på globalt plan forbruger godt en femtedel mere, end naturen er i stand til at levere, og Danmark er solidt placeret i førerfeltet over, hvor meget den enkelte indbygger trækker på naturens kassekredit. Hvis alle mennesker på Jorden havde et forbrug som os i Danmark, så skulle vi bruge hele to ekstra jordkloder. Vores forbrug af fisk er ingen undtagelse. 75 procent af verdens fiskebestande er pressede af overfiskeri, og 25 procent af alle de fisk, der bliver fanget, bliver smidt døde tilbage i havet. Det er ikke bæredygtigt, hverken nu eller i fremtiden.
Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.