Hvorfor lave en fiskeguide


Hva for en fisk? – en forbrugerguide til bæredygtige valg
Mange forbrugere vil gerne vide, hvordan deres forbrug påvirker naturen og miljøet, og den information er efterhånden blevet meget almindelig. Vi kan således vælge imellem æg fra burhøns, fra fritgående eller fra økologiske høns, vi har valget mellem økologisk eller traditionelt produceret kød, mellem naturvenligt vaskepulver og almindeligt vaskepulver osv.

Men når det handler om fisk, har vi ikke noget valg, for vi aner ikke, hvor fisken i køledisken kommer fra, eller hvordan den er fanget. Dermed ved vi heller ikke, hvordan vores forbrug påvirker fiskebestandene og naturen og miljøet omkring dem. Og det er et problem, fordi verdens fiskebestande generelt set er pressede af overfiskeri – nogle helt i bund. Det betyder, at danske forbrugere kan være med til at understøtte ubæredygtigt og i nogle tilfælde ulovligt fiskeri – helt uden at vide det.

Der findes dog mange fiskere, som fanger fisk med respekt for naturen, og der findes masser af fiskearter, hvor bestanden er sund og sagtens kan klare at blive fisket på. Problemet for de danske forbrugere er, at det ikke er muligt at skelne de bæredygtige fisk fra de ubæredygtige, når fiskene først ligger i køledisken. Derfor har WWF Verdensnaturfonden lavet fiskeguiden Hva for en fisk? Guiden giver dig mulighed for at træffe bæredygtige valg, når du køber fisk eller spiser fisk på restaurant. Vi har også indledt et samarbejde med Dansk Supermarked, som ejer Netto, Føtex og Bilka-butikkerne. Dansk Supermarked vil i de kommende år øge udbuddet af bæredygtige fisk i kølediskene, så det bliver lettere for forbrugerne at træffe bæredygtige valg, lige som der ude i butikkerne vil være kampagner for og tilbud på 'grønne' fisk. Du kan holde dig opdateret om relevante informationer om WWF's samarbejde med Dansk Supermarked her på hjemmesiden under 'nyheder'.